Den 30 april 2013 blev min mand indlagt og lå på sygehuset en uge. Han var hjemme i tre uger før han blev indlagt igen, og scannet. Han havde det meget dårligt. Det var første gang vi fik at vide min mand havde kræft – meget fremskreden kræft i bugspytkirtlen og galdevejen.
Vi fik et chok, familien blev samlet for at sige farvel. Min mand var på det tidspunkt alvorligt syg. Blodprocenten var meget lav og nyretallene var meget høje.
Et par dage efter fik han det pludselig bedre. Indenfor en uge blev min mand sendt hjem med besked om at nyde de sidste par måneder.
Min mand spurgte om der ikke var noget at gøre – “jo” de ville sende de scanningerne til Odense.
Da vi kom hjem først i juni ringede min mand til Billy. Og vi gennemgik flere behandlinger med magneter.
Midt i juli blev min mand scannet igen, med den samme scanner. Og derefter sendt til Odense – der fik vi at vide svulsten var halveret, så nu ville de give kemoterapi. Så sagde min mand “Jeg troede jeg var en død mand”. Lægerne anbefalede min mand at fortsætte hos Billy. De næste tre måneder fortsatte vi med behandling begge steder.
Først i november er min mand frisk og besøger sin dejlige sejlklub. Her er han så uheldig at falde og slå både ryg og baghoved meget slemt. Efter faldet stoppede kemo – og samtidig gik det meget ned af bakke. Min mand døde 1. december 2013.
Men vi var begge overbeviste om at magnetbehandlingen og akupunktur forlængede min mands liv. Jeg bruger selv magneter for forhøjet blodtryk.